søndag den 29. december 2013

Overvintrende vandrefalk i Nationalpark Vadehavet.


Hvor mange vandrefalke overvinter i Vadehavet?


Gammel hun  med Skovsneppe Sønderho Strand og 2k hun fra engene syd for Nordby.


På grund af de mange rastende vandfugle i Det danske Vadehav opholder der sig vandrefalke året rundt. På Dansk ornitologisk Forenings hjemmeside står der:

"Antallet af overvintrende vandrefalke i Danmark har ligeledes været stigende, og aktuelt opholder der sig formodentlig i størrelsesordenen 30-40 individer i landet i vinterhalvåret. De ses især på kystnære lokaliteter med mange overvintrende vandfugle, hvor Vadehavet er helt i særklasse med 10-20 overvintrende falke."

Jeg har talt vandrefalkene på Fanø gennem mange år. Der har været en stabil bestand på 8-9 fugle de sidste 10 vintre. Fanø og omgivende vadeflader udgør 15 % af Det danske Vadehav. Der er mindst lige så mange byttefugle andre steder, så der burde være lige så mange falke. Vurderingen fra DOF´s hjemmeside er nok for lav.

Det kunne derfor være spændende at lave en optælling af overvintrende vandrefalke i hele Vadehavet. Resultatet kunne måske også give et fingerpeg om vinterbestanden i hele Det internationale Vadehav og Danmark.



1k han fra Sønderho Strand. Unge hanner ligger nederst i hierarkiet i forhold til gamle fugle og 1k hunner.

 

 

En aktiv blog som inspiration til optællingen.

Som et forsøg til fremtidige optællinger vil der derfor i regi af Fanø Fuglestation blive lavet en optælling i vinteren 2013-2014. For at gøre det sjovere at være med, vil denne blog opdateres flere gange om ugen med de nye tal, info og dine fotos af falkene. Tal fra DOF-basen vil være den væsentligste kilde, men alle observationer af falke vil blive forsøgt indsamlet via opfordringer.
  

Optælling i december - februar.

Tællingen foregår de tre vintermåneder, så der er tid til at besøge alle afkroge af Vadehavet. Fra Fanø viser erfaringerne, at de fleste falke er ret stationære og tit bruger de samme siddepladser. Har man derfor set den samme falk på samme sted mindst 2-3 gange, er der nok et territorium. Ofte sidder de gamle falke i par og har fælles territorium. Men der kan selvfølgelig være strejfere og fugle, som prøver at snyde sig ind i andre fugles territorier.

Nationalpark Vadehavet som afgrænsning.  

 

For at finde en god afgrænsning og skabe lidt hype omkring Nationalparken, er denne valgt. Imidlertid skal Ballum-marsken med, da det traditionelt set hører med til Vadehavet. Så det bliver NP Vadehav + Ballum.



En svensk 1k hun, som har opholdt sig på engene syd for 
Nordby siden midten af september. 
Den vil formodentlig forsøge at overvintre.

Hvordan kan du deltage?

Tag ud og find nogen vandrefalke! Det nemmeste er at taste ind i DOF-basen. Du må også gerne sende obs til fanofuglestation@gmail.com. Indtast gerne tidpunkt, alder og køn. Er der specielle kendetegn på falken skal de også nævnes. Følg med på denne blog!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar